Valgfaget skak henvender sig til dig, der allerede er godt bekendt med skakspillet. Skolen har tidligere haft linjefag i skak, men der er desværre ikke elever nok der vælger det. Vi opretholder dog skak som valgfag, med nogle af landets dygtigste skakspillere som lærere.
På valgfaget skak bruger vi en del tid i spillets forskellige faser. Således kommer udvalgte åbninger under skarp behandling og slutspillet bliver genstand for dybe studier. Vi kører rundt til en del turneringer og analyserer efterfølgende de spillede partier. Derved øges spilforståelsen væsentligt, og det giver gode resultater.
Skak har en lang tradition på Tjele Efterskole - faktisk blev skolen startet i 1985 med det formål, at give skakglade elever mulighed for at spille skak uden at forsømme skolegangen. I dag må skak konkurrere om de unges tid med computere og de mange andre tilbud der findes. Skak er derfor ikke længere det store liniefag som det har været. Men det lever stadig i bedste velgående, nu som et valgfag, og i form at mange skak-events på skolen. Der bliver holdt sommerlejer i skolens sommerferie, og mange konkurrencer afvikles her på skolen. Skak er atter i fremgang og glæden ved spillet deles af både drenge og piger.
Endnu en gang afholdt Tjele Efterskole det officielle mesterskab for juniorhold. Det blev afviklet lørdag den 2. og søndag den 3. oktober i de fire lokaler på klassegangen. Samtlige hovedkredse i dronningeriget var repræsenteret med et udvalg af juniorspillere, og de spillede alle-mod-alle gennem hele weekenden. Halvtimespartier, hvor matchpoint var udslaggivende. På forhånd var 6. hovedkreds fra Århusegnen klare favoritter til at hjemtage det mesterskab, de nu har hentet de seneste mange år. De lod da heller ingen tvivl tilbage, da de vandt samtlige ni opgør ganske overbevisende. Tidligere har holdet vundet nogle kampe på de sidste marginaler, men i år var holdet aldeles suverænt.
Til gengæld var det en fornøjelse at overvære den øvrige turnering, da de øvrige hold tilsyneladende slog hinanden på kryds og tværs. I det nordøstlige Sjælland gik håneretten over til 8. hovedkreds, som for første gang nogensinde slog deres københavnske naboer fra 1. hovedkreds. I den anden ende havde sønderjyderne fra 4. hovedkreds denne gang fået sat et hold sammen, som ikke ville ende sidst. Det gjorde de så heller ikke, da de vandt de to første opgør.
